Håndbold - Spille og turneringsregler 

01.10.03
 
§ 1 stk. 1: DELTAGERBERETTIGELSE.
Til deltagelse i turneringer er berettiget enhver klub, der har sit medlemskab til Aalborg Firmasport i orden, og som betaler de til hver turnering fastsatte gebyrer m.v.

stk. 2: En spiller, der har spillet mere end en kamp over halvdelen af kampene på højere rangerende hold, kan ikke i samme turnering deltage på lavere rangerende hold.

stk. 3: En spiller, som har deltaget i en turneringskamp, kan ikke i samme turnering deltage på lavere rangerende hold, med mindre det hold på hvilket han/hun deltog, samme dag spiller eller i mellemtiden har spillet en turneringskamp, hvori han/hun har deltaget.

stk. 4: En fastsat, men ikke spillet kamp, hverken løser eller binder en spiller. I særlige tilfælde træffes afgørelsen af turneringslederen.

stk. 5: Spillere, som indenfor de sidste 3 mdr. har deltaget i DHF's håndboldliga, Divisions- eller Danmarksseriekampe, eller være udtaget og deltaget på Landsholdet, er ikke deltagerberretigede i Aalborg Firmaports turneringer.

stk. 6: DFIF's KREDSSTÆVNER.
Som repræsentant for Aalborg Firmasport er berettiget vinderne fra sidste års turneringer i udendørs og indendørs.

§ 2 stk. 1: TILMELDING.
Før hver turnering udsendes indbydelser og tilmelding sker til den i indbydelsen nævnte adresse og inden den fastsatte frists udløb.

stk. 2: Ikke rettidig afgiven tilmelding udelukker fra deltagelse i den turnering, indbydelsen omfatter.

§ 3 stk. 1: TURNERINGSPLAN.
Aalborg Firmasport udsender skemaer over turneringen (turneringsplan), hvori tid og sted for de respektive kampe er angivet, og hvilke stævner klubberne skal være værter for, d.v.s. skal sørge for tidtagning og føre stævnelister.

stk. 2: Klubberne skal overholde de i planen fastsatte og meddelte tider og steder for kampens afholdelse.

§ 4 stk. 1: AFVIKLINGSFORMEN.
En turnering, enkelt eller dobbelt, afvikles efter pointsystemet. Turneringsformen vil i hvert tilfælde fremgå af den udsendte indbydelse.

stk. 2: Anvendes pointsystemet, spiller alle mod alle indenfor de respektive kredse eller rækker (enkelt eller dobbelt), således at vundne kampe giver 2 point, uafgjort 1 point og tabt 0 point.

stk. 3: Det hold, der opnår flest point i sin række, er vinder af denne.

stk. 4: Står 2 eller flere hold lige i point, bestemmes rækkefølgen af holdenes indbyrdes kampe, og derefter af målforskellen i samtlige turneringskampe. Findes der stadig ingen afgørelse, spilles der omkamp(e).

stk. 5: Klubber kan ikke indbyrdes aftale at undlade at spille en kamp og i stedet dele point. Der beregnes 0 point til begge parter, hvor en sådan aftale har fundet sted.

stk. 6: Et hold, der er udeblevet uden rettidigt afbud fra en kamp, kan ikke blive vinder af sin række.

§ 5 stk. 1: BOLD OG BANE.
Hvert hold skal medbringe bold i spilleklar stand.

stk. 2: For kampe, der skal afvikles på en af klubbernes baner, sørger vedkommende klub for, at banen er i spilleklar stand.

stk. 3: Mulig indsigelse mod banen skal gives til dommeren før spillets begyndelse.

§ 6 stk. 1: SPILLEDRAGTER.
De respektive holds spillere skal være ensartet klædt. Hvor dette ikke overholdes, er dommeren berettiget til at bortvise den eller de spillere fra spillepladsen, indtil denne fordring er sket fyldest.

stk. 2: Hvis to klubbers spilledragt frembyder så stor lighed, at det kan være forbundet med vanskeligheder at skelne de to holds spillere fra hinanden, skal det i planen førstnævnte hold foretage sådanne forandringer ved sin spilledragt (evt. skifte trøje), at fejltagelser af den art kan udelukkes.

stk. 3 Ved NM- og DM stævner skal spillerne bære rygnumre fra 1 - 15.

§ 7 stk. 1: KAMPENS AFVIKLING.
Der spilles efter de af DHF samt DFIF's vedtagne turneringsregler.

stk. 2: Såfremt en klub ikke er rede til at spille 5 minutter efter den for kampen fastsatte tid, skal denne kamp erklæres tabt for klubben, og der tilskrives den spilleklare klub 2 point og for damehold en målscore på 3 - 0, og for herre- og mixhold en målscore på 4 - 0.

§ 8 stk. 1: HOLDKORT.
Begge hold skal umiddelbart før hver kamp på de dertil indrettede kort meddele stævnelederen hvilke spillere, de vil benytte. Disse kort samt stævnelisten indsendes straks og senest 2 dage efter stævnets afvikling til turneringslederen. Holdkort skal også indsendes, selvom kampen ikke spilles, men bliver erklæret for tabt eller vundet uden kamp.

stk. 2: Såfremt kortene ikke rettidigt er håndboldudvalget i hænde, idømmes klubben en bøde på kr. 25,00.

stk. 3: Urigtige oplysninger om spillernes navne m.m. kan have udelukkelse af holdet til følge.

stk. 4: Holdkortene skal indeholde for- og efternavne samt adresser og fødselsdatoer på de benyttede spillere.

§ 9 stk. 1: PROTESTER.
Mener anføreren for et hold under en kamp, at dommeren har gjort urigtig anvendelse af lovene, skal han/hun umiddelbart efter kendelsens afsigelse overfor dommeren på selve spillepladsen gøre opmærksom på, at man vil nedlægge protest mod den afsagte kendelse.

stk. 2: Skriftlig indberetning angående den således nedlagte protest skal senest 3 dage efter kampen af den pågældende klub indsendes til turneringslederen.

stk. 3: En hvilken som helst protest skal ved fremsendelsen til turneringslederen være ledsaget af et depositum på kr. 50,00, der tilbagebetales, såfremt protesten tages til følge, medens den tilfalder Aalborg Firmasport, såfremt protesten afvises.

stk. 4: Såfremt en afgørelse appelleres til Aalborg Firmasport (bestyrelsen) indbetales et nyt depositum på kr. 100,00, der fortabes, såfremt appellen ikke tages til følge.

§ 10 stk. 1: KLAGER OG LIGN.
Klager og indsigelser gives skriftligt til turneringsleder eller Aalborg Firmasport (bestyrelsen), men de betragtes ikke som protester og kan ikke have disses eventuelle følger.

§ 11 stk. 1: UDSÆTTELSER.
Udsættelse af kampe kan normalt ikke finde sted. Klubberne kan dog få tilladelse til at udsætte en kamp, hvis kampen kan passes ind i den resterende del af turneringen.

stk. 2: Aalborg Firmasport kan dog udsætte en kamp på grund af banens tilstand eller lign. forhold.

§ 12 stk. 1: AFBUD.
Er en klub ude af stand til at stille hold til en fastsat turneringskamp, skal den straks tilsende turneringslederen skriftlig eller telefonisk besked herom.

stk. 2: Denne meddelelse skal være turneringslederen i hænde 2 til 3 dage før den fastsatte kamp.

stk. 3: Klubber, der ikke melder lovligt afbud, har tabt kampen (pointene), og må erlægge en bøde på kr. 150,00.
Der tilskrives den spilleklare klub 2 point, samt en målscore på 3-0 for damer og 4-0 for herrer og mix.

§ 13 stk. 1: UDEBLIVELSER.
Såfremt en klub udebliver fra en ansat kamp, skal denne kamp erklæres tabt for klubben, der således mister pointene, samt erlægge en bøde på kr. 150,00.

stk. 2: Efter 2 udeblivelser udelukkes holdet fra videre deltagelse i turneringen.

stk. 3: Modparten skal, for at have sin ret til at få kampen erklæret for vundet, overfor dommeren nedlægge påstand herom og godtgøre at være spilleberedt.

stk. 4: For at være spilleberedt skal holdet være mødt mindst 5 omklædte spillere på banen indenfor de i § 7, stk. 2, nævnte 5 min.


§ 14 stk. 1: DOMMEREN.
Som dommer anvendes de af AALBORG FIRMASPORT godkendte.

stk. 2: Dommeren leder kampen efter håndboldloven samt i overensstemmelse med nærværende turneringsreglement. Dommeren er absolut højeste myndighed på banen.

stk. 3: Uefterrettelighed, fornærmelse etc. overfor dommeren på spillepladsen, i omklædningsrum eller i øvrigt fra såvel spillernes som klubleders side, skal indberettes og vil have udelukkelse for kortere eller længere tid til følge for den (de) pågældendes vedkommende.

stk. 4: Før kampen tager dommeren spillepladsen og (jvfr. § 6) spillernes påklædning i øjesyn.

stk. 5: Skønnes spillepladsen at være uanvendelig, skal dommeren bestemme om kampen skal udsættes.

§ 15 stk. 1: POKALER.
De udsatte pokaler er klubberne pligtige til at aflevere i den stand, de er modtaget.

stk. 2: Skulle en pokal bortkomme eller lide overlast, er den klub, der har pokalen til opbevaring,
erstatningspligtig.

stk. 3: Skulle den turnering, hvori en pokal er udsat, blive ændret eller helt ophøre, forbeholder
Aalborg Firmasport sig bestemmelsesret over pokalen.

§ 16 stk. 1: SÆRLIGE.
Hvor turneringsreglementet intet specielt foreskriver, har turneringslederen bemyndigelse til at anvende og henholde sig til de af DHF og DFIF's til enhver tid fastsatte turneringsreglementer.