Hybrid yoga
Fælles yoga på tværs af arbejdssteder
Sammen og hver for sig
Hvordan skaber man fælles motionsaktiviteter, når kollegerne arbejder på forskellige adresser? Region Nordjylland har i samarbejde med Aalborg Firmaidræt fundet en enkel løsning: Yoga, der både foregår fysisk og bliver livestreamet til kolleger fra andre arbejdslokationer.
I forbindelse med Arbejdspladsernes Motionsuge inviterede Region Nordjylland medarbejderne til yoga med instruktører fra Aalborg Firmaidræt. Nogle deltog fysisk, mens andre fulgte med fra mødelokaler på andre adresser eller hjemmefra.
Bag initiativet står blandt andre arbejdsmiljøkoordinator Tanja Busk Lykke Sloth, der ønskede at give flere medarbejdere mulighed for en aktiv pause i arbejdsdagen.
”Vi er en kontorarbejdsplads, hvor medarbejderne bruger meget energi på komplekse mentale opgaver. Derfor er det vigtigt for os at skabe gode pauser i løbet af arbejdsdagen
En god idé, der spreder sig
Den hybride yoga blev taget godt imod, og optagelsen er efterfølgende blevet afspillet flere steder. Aktiviteten har også sat nye tanker i gang.
”Efterfølgende rakte en kollega ud til mig og tilbød sin hjælp. Hun vil gerne bidrage til, at vi afprøver små alternative pauseformer med fokus på ro og krop. Så selvom det ”bare” var et enkeltstående tilbud, har det inspireret os til et fortsat fokus på sunde pauser”, fortæller Tanja.
Hendes vigtigste råd til andre arbejdspladser er at inddrage medarbejdere, der kan hjælpe med at sprede budskabet.
”Brug organisationens ambassadører. Du kan have et fantastisk tilbud, men du er afhængig af, at nogen hjælper med at få budskabet ud til hele organisationen”.
I Region Nordjylland blev både arbejdsmiljøgrupper og sundhedsambassadører involveret i at sprede invitationen. Det gav aktiviteten større rækkevidde. Og netop her kan et samarbejde med den lokale firmaidrætsforening gøre en forskel. For mens arbejdspladsens egne ambassadører kan skabe engagement og få kollegerne med, kan Aalborg Firmaidræt hjælpe med at føre idéerne ud i livet – fx ved at stille en instruktør til rådighed og tilpasse aktiviteterne til arbejdspladsens ønsker og muligheder.
Skal der mere bevægelse ind i jeres arbejdsdag? Uanset om I drømmer om yoga, aktive pauser eller noget helt tredje, står Aalborg Firmaidræt klar til at hjælpe jer fra idé til aktivitet. Tag fat i os – så finder vi sammen en løsning, der passer til jeres arbejdsplads.